PROGRAM LØRDAG D. 29. JULI 2023

Igen i år får vi nogen af Danmarks dygtigste musikere på scenen, som i år vil være placeret nede for enden af bakken ved søen. Med dette program er der garanti for højt humør og fællessang på prærien.

Kl. 13.00 / Pladsen åbner

Kl. 13.30 / Jesper Gade

Kl. 14.30 / Sko/Torp

Kl. 16.00 / Nikolaj Valentin

Kl. 17.15 / Smukke Møller

Kl. 19.15 / Jesper Gade (Restauranten åbner for spisende gæster, som har tilkøbt Sommerbuffet)

Kl. 21.00 / Sanne Salomonsen

Kl. 22.30 / Jesper Gade

Kl. 23.30 / Pladsen lukker

 

KØB DIN BILLET HER!

 

NYHED – OVERNAT PÅ DALLUND SLOT INKL. MORGENMAD OG TRANSPORT TIL OG FRA KONCERTPLADSEN. LÆS MERE HER!

 

 

Sanne Salomonsen 

Danmarks Rockmama nr. 1 tager igen på tour med de to guitar-ekvilibrister, Mika Vandborg og Søren Andersen, bedre kendt som Electric Guitars.

Efter en succesfuld turné i efteråret 2020, følger det energiske hold nu op med endnu tour sammen. Konstellationen med Sanne, Søren og Mika er et ”match made in heaven” for fans af Classic Rock og Sannes rockede bagkatalog. Koncerten byder først og fremmest på sange fra Sanne Salomonsens fantastiske sangkatalog, hvor det er rocken der står øverst på sætlisten.

 

Sko/Torp

Sko/Torp var et af 1990’ernes absolutte største danske orkestre – blandt andet fordi radioerne ikke kunne slippe orkestrets vellyd. Den vellyd har de fundet frem igen efter en længere pause.

Det, det hele handler om for Sko/Torp, er det organiske og gennemarbejdede.

Søren Skos melodifornemmelse og knivskarpe vokal samt Palle Torps sans for afbalancerede arrangementer har ført dem rundt på en on going tour på landets mange spillesteder.

Til at bakke op har de Morten Woods på guitar – mere behøves ikke.

– Der er for få sange i dag, hvor man kan høre, at det er levende mennesker, som spiller. Vi vil have, at det skal lyde godt og organisk, siger Søren Sko.

 

Smukke Møller 

Er du til et stykke dansk rockhistorie, der aldrig dør, så er du til Smukke Møller. Eller som Larsen ville have sagt det: “Hvis du vil ha’ mig, så kom og ta’ mig!”

Spænd dig fast i en tidsmaskine, hvor rejsen begynder med de tidligste Gasolin’-toner, og siden fører dig ind i Kim Larsens folkelige og lune univers. Undervejs møder du Inga og Katinka, der trækker Smukke Charlie hen over gulvet i en forrygende retrorock, og hvor selv Fru Sauterne må sande, at det er en kold tid, vi lever i. Du suser gennem Rabalderstræde, hvor der er sprut i stride strømme, frække chicks og friske fyre, og hvor lamperne aldrig går ud.

 

Jesper Gade

Jesper Gade har efterhånden spillet op til fest mange gange på Ditlevsdal, og det er altid en fornøjelse at lytte til Jespers karakteristiske stemme. Det er ikke umuligt, at du kan få lov at ønske din yndlingssang hos Jesper, fordi han kan spille næsten alt.

 

Nikolaj Valentin

Vi er stolte af at have Nikolaj Valentin på programmet igen i år, som er lokalt kendt i Morud. Nikolaj imponerer os gang på gang med hans smukke sange, og vi glæder os til at nyde ham på den nordfynske prærie.